ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. På dansk anvendes betegnelsen hyperkinetisk forstyrrelse eller forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed, men efterhånden er ADHD både klinisk og i daglig tale blevet det mest anvendte begreb.
Ved ADHD er der en forstyrrelse i hjernens signalstoffer og en ændring af aktiviteten i visse hjerneområder. Forhold som begavelse, personlighed og familiemiljø kan have betydning for om, hvornår og i hvilket omfang forstyrrelsen bliver et problem. Således er der ved ADHD tale om et samspil mellem genetiske, biologiske og miljømæssige faktorer. Symptomerne, og de relaterede udfordringer, vil ofte blive gradvist mere udtalte i forbindelse med at sociale eller faglige udfordringer bliver mere komplekse – altså når kravene stiger.
De udfordringer en person med ADHD oplever kan de fleste mennesker genkende fra visse situationer eller perioder i livet - men hvis man har ADHD, er udfordringerne der stort set altid, og i næsten alle sammenhænge. En diagnose er meningsfuld, hvis symptomernes sværhedsgrad påvirker personens udvikling, funktionsniveau og livskvalitet. Diagnosen er oftest nødvendig for at kunne opnå bedre selvforståelse og igangsætte relevante støttetiltag og/eller behandling.
Kernesymptomerne ved ADHD er uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Symptomerne kan være tilstede i forskellig grad og kombination hos den enkelte. Bestemte symptomer kan være særligt fremtrædende hos nogle, og næsten fraværende hos andre.
Man skelner mellem:
Uanset hvilken subtype, der gør sig gældende hos en person er der tale om ADHD. Det er også samtidig tilfældet, at subtypen ikke altid er stabil, men kan ændre sig over tid. En person kan således f.eks. i barndommen primært have hyperaktivitets- og impulsivitetsproblemer, men senere, måske i forbindelse med skoleskift/ny uddannelse, opleve opmærksomhedsvanskeligheder som det væsentligste problem. Således fremstår nogle mere overaktive og impulsive, dvs. at de har fuld fart på og får måske ikke altid får tænkt over konsekvenserne af deres egne handlinger, mens andre kan være mere generet af at have meget lidt energi og svært ved at holde opmærksomhed og fokus på almindelige gøremål. Mange mennesker med ADHD kan også opleve at få meget stærke følelsesmæssige reaktioner, som kan være vanskelige at udholde og få reguleret.
ADHD inddeles ud fra om tilstanden er tilstede i let, moderat eller svær grad.
Et kernesymptom ved ADHD er problemer i forhold til opmærksomhed. Sammenlignet med jævnaldrende, vil en person med opmærksomhedsvanskeligheder forenelige med ADHD ofte være udfordret i forhold til at koncentrere sig i længere tid. Det vil ofte også være vanskeligt at skifte mellem forskellige opgaver/aktiviteter, og personen med ADHD vil ofte opleve at blive distraheret af indre tanker og indskydelser, eller af de ting, der sker omkring dem. Vanskelighederne vil ofte være særligt udtalt i de situationer personen med ADHD finder kedelige, eller når aktiviteten kræver en høj grad af koncentration gennem længere tid. Således kan arbejdstempoet hos en person med ADHD være nedsat, fordi personen kan opleve hele tiden at blive distraheret, og måske kun kan koncentrere sig kort tid af gangen. Konkret kan opmærksomhedsvanskelighederne komme til udtryk ved, at personen med ADHD ser ud til ikke at lytte til det, der bliver sagt, er dagdrømmende, distræt, glemmer instruktioner, aftaler, har svært ved selvstændigt arbejde, er tids-optimistisk, dvs. har en ide om at kunne nå meget mere inden for et tidsrum end det er muligt. Ofte udskydes mere praktiske og kedelige gøremål til allersidste øjeblik.
Det er vigtigt at pointere, at personer med ADHD oftest godt kan koncentrere sig om og være vedholdende ved lystbetonede aktiviteter eller udføre opgaver som vedkommende er motiveret for. Den manglende lyst og motivation ved kedelige/uinteressante opgaver kan derimod medføre, at personen har ekstraordinært svært ved at gå i gang med og færdiggøre almindelige hverdagsopgaver. Man kan sige at ADHD ikke medfører en egentlig manglende evne til at koncentrere sig, men derimod en manglende evne til at regulere koncentrationen.
Hyperaktivitet ved ADHD kan både være af en indre eller ydre karakter. Den ydre hyperaktivitet kan komme til udtryk ved tydelig motorisk uro, hvor personen ikke kan sidde stille, eller forlader sin plads på tidspunkter, hvor det ikke er passende. Det kan også være, at personen leger mere vildt end jævnaldrende, eller er meget utålmodig. Man kan også have uro i hænder eller fødder. Det er således ofte relativt nemt for forældre eller lærere at blive opmærksomme på en ydre hyperaktivitet. Når hyperaktiviteten derimod primært er af indre karakter, har personen ofte en vedvarende følelse af uro/rastløshed, eller en oplevelse af tankemylder – det er her ofte mere vanskeligt for omgivelserne at blive opmærksomme på, at personens udfordringer kunne hænge sammen med en indre hyperaktivitet. Der er en tendens til, at synlig ydre hyperaktivitet i barneårene ændrer sig i teenagealderen, og bliver til en indre hyperaktivitet, som måske primært opleves af personen selv.
Impulsivitet viser sig ofte ved at man handler på indskydelser, enten i tale eller handling, uden at tænke over konsekvenserne.
Mennesker med ADHD oplever ofte at have eksekutive vanskeligheder. Eksekutive funktioner er en betegnelse for hjernens overordnede mentale styringsfunktioner. Funktionerne er vigtige for at man kan: arbejde vedholdende og fokuseret, planlægge og organisere sin tid og sine gøremål, gå i gang med opgaver og få dem afsluttet til tiden, huske og fastholde de enkelte trin i en arbejdsproces, udvise fleksibilitet over for ændringer og kunne skifte strategi hvis nødvendigt, holde orden på sine ting og afstemme egen adfærd i forhold til omgivelserne.
Mange personer med ADHD har ofte andre lidelser samtidig, f.eks. depression, angst, autismespektrumforstyrrelse, tics, adfærdsforstyrrelse, specifikke indlæringsvanskeligheder eller søvnproblemer.
I udfærdigelsen af en behandlingsplan tages der højde for, hvordan behandlingen bedst muligt kan imødegå personens samlede vanskeligheder. Forståelse for og viden om hvad ADHD betyder for den enkelte og dennes omgivelser er afgørende. Indsatsen bør være helhedsorienteret, hvorfor psykoedukation og rådgivning således tager udgangspunkt i den enkelte persons problemstilling herunder også eventuelle andre samtidige lidelser eller udfordringer.
Når der er etableret relevante tiltag kan det vurderes om der er indikation for medicinsk behandling.
Ubehandlet ADHD kan, hvis den forekommer i betydende grad give rigtig mange udfordringer både personligt, fagligt og socialt. Langvarig belastning på grund af uopdaget ADHD kan også medføre udvikling af komorbide lidelser (se ovenfor).