Centrum Børne- og Ungdomspsykiatri er en privat klinik på Frederiksberg, som modtager børn, unge og unge voksne med særlige udfordringer. Vores team består af specialuddannede psykologer og psykiatere, som alle har arbejdet mange år i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi har således særlige kompetencer med hensyn til udredning og behandling af blandede neuropsykiatriske forstyrrelser og ledsagende psykologiske problemstillinger.
En udredning har til formål at afklare, hvorvidt barnet, den unge eller den unge voksne har særlige vanskeligheder, som medfører et behov for støtteforanstaltninger eller egentlig behandling. Vi undersøger for angst, depression, tics, OCD, alvorlige belastningsreaktioner mv. Vi udreder også for gennemgribende udviklingsforstyrrelser f.eks. ADHD, autismespektrumforstyrrelse eller mere specifikke vanskeligheder.
Vi tilbyder både terapeutisk og medicinsk behandling samt rådgivning og psykoedukation. Der udfærdiges altid en behandlingsplan, som er i overensstemmelse med vores klienters behov og ønsker. Samarbejde og dialog er afgørende for os, ligesom vi søger at skabe så trygge og behagelige rammer som muligt. Vi formidler altid resultatet af vores udredning på en måde, så dette er brugbart for den enkelte og for dennes familie. Vi prioriterer at have god tid til at drøfte muligheder for støtte og behandling.
Det overordnede formål i forbindelse med både udredning og behandling er altid at skabe de bedste betingelser for udvikling og trivsel samt at minimere de udfordringer den enkelte måtte have med sig.
Det er en selvfølge at vi arbejder ud fra de gældende kliniske retningslinjer.