Opdateret nov. 2026
Denne side er under redigering
Vi tilbyder udredning af autisme hos børn, unge og unge voksne (6-23 år) i vores klinik på Frederiksberg. Udredning varetages af speciallæge og psykolog med speciale i børne- og ungdomspsykiatri. Samme behandler følger forløbet gennem hele udredningen for at sikre tryghed og kontinuitet.
Autisme-udredning af børn/unge under 18 år varer typisk 1,5 - 2 måneder og omfatter:
Forsamtale (2 timer) med deltagelse af barn og forældre.
Samtaler med barnet/den unge.
Forældresamtale.
Opmærksomhedstest, observationstest og intelligenstest.
Spørgeskemaer til vurdering af eksekutive funktioner (hjernens styrefunktion) til besvarelse af forældre, skole og evt. barnet/den unge.
Tilbagemeldingssamtale (2 timer), hvor udredningsforløbet, testresultater, evt. diagnose og anbefalinger fremefter gennemgås.
Skriftlig erklæring med beskrivelse af udredningsforløb, testresultater, konklusion og anbefalinger.
Autisme-udredning af unge ml. 18 og 23 år varer ca. 2-3 uger og omfatter:
Forsamtale (2 timer)
Diagnostisk interview (2 timer)
Spørgeskemaer til vurdering af eksekutive funktioner (hjernens styrefunktion)
Tilbagemeldingssamtale (1 time), hvor udredningsforløbet, evt. diagnose samt anbefalinger til videre indsats gennemgås
Epikrise med resumé af konklusionen
Hvem kan blive udredt
Alle børn og unge mellem 6 og 23 år. Henvisning er ikke nødvendig.
Betaling
Vi tilbyder selvbetalte forløb og forløb via sundhedsforsikring hos en pensionskasse eller et forsikringsselskab vi har indgået samarbejde med.
Henvendelse
Ring på 44 44 46 48 eller kontakt os via vores kontaktformular.
Om autismespektrumforstyrrelser
Autismespektrumforstyrrelser (ASF) er en samlet betegnelse, der dækker over infantil autisme, atypisk autisme, Aspergers syndrom og anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA). ASF er klassificeret som en neurobiologisk udviklingsforstyrrelse, hvilket betyder at tilstanden er tilstede fra tidlig barndom og har sit udgangspunkt i, at den neurologiske udvikling af hjernen er anderledes, end hos neurotypiske individer. Det betyder, at mennesker med ASF ofte tænker, føler, handler, lærer, og relaterer til andre på en måde, der adskiller sig fra det, der er generelt eller bliver forventet i sociale sammenhænge. Denne uoverensstemmelse er ofte medvirkende til mange af de sociale udfordringer en person med ASF kan opleve at have i sin hverdag. Mennesker med ASF har i varierende grad udfordringer inden for områderne social interaktion, kommunikation og adfærd.
Social interaktion og kommunikation
Mennesker med ASF kan ofte opleve at være udfordret i forhold til at erhverve og anvende en række sociale færdigheder, der kan gøre samspillet med andre relativt nemt og naturligt. Det kan eksempelvis ofte være vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan andre mennesker tænker, hvorfor de handler som de gør, og hvordan egen opførsel påvirker den sociale situation. Det kan ligeledes ofte være udfordrende at forholde sig til og reflektere over egne følelser, tanker og handlinger.
De sociale situationer kan for en person med ASF således være meget krævende emotionelt og kognitivt, hvorfor det til tider kan være nemmere, og nødvendigt, at opholde sig en del i sit eget selskab og eventuelt bruge meget tid på en bestemt interesse.
Adfærd
Mennesker med ASF har ofte specifikke og intense interesseområder, som kan blive dominerende i hverdagen.
Mange har et behov for struktur og faste rammer og er glade for rutiner. Nogle udvikler egentlige ritualer eller kan have tendens til tvangsprægede handlinger.
Eksekutive funktioner
Mennesker med ASF oplever ofte at have eksekutive vanskeligheder. Eksekutive funktioner er en betegnelse for hjernens overordnede mentale styringsfunktioner. Funktionerne er vigtige for at man kan: arbejde vedholdende og fokuseret, planlægge og organisere sin tid og sine gøremål, gå i gang med opgaver og få dem afsluttet til tiden, huske og fastholde de enkelte trin i en arbejdsproces, udvise fleksibilitet over for ændringer og kunne skifte strategi hvis nødvendigt, holde orden på sine ting og afstemme egen adfærd i forhold til omgivelserne.
Ledsagende vanskeligheder og komorbiditet
Det er hyppigt, at mennesker med ASF også oplever at have andre vanskeligheder. Der kan være en særlig følsomhed for sanseindtryk, f.eks. i form af intenst ubehag ved høje lyde, skarpt lys eller ved fysisk berøring. Der kan være problemer med søvn og spisning.
Mange har på samme tid udfordringer, der er forenelige med anden diagnose, eksempelvis ADHD, OCD, angst, depression, tics eller indlæringsvanskeligheder.
Udredning og behandling
ASF kan manifestere sig meget forskelligt hos mennesker. Nogle har lettere autistiske personlighedstræk, som de lever med uden større vanskeligheder. Andre kan have meget store udfordringer, som medfører behov for særlige foranstaltninger i institution og skole samt senere i livet mht. uddannelse og arbejde.
Formålet med en udredning er at afklare karakter og omfang af en eventuel autistisk forstyrrelse for at kunne vurdere, hvilken indsats personen har brug for. Det er altid meget væsentligt at det enkelte menneske får mulighed for at opnå bedst mulig viden om og forståelse for egen problemstilling idet dette i sig selv ofte vil være betydende for udvikling og trivsel.
Man kan ikke behandle ASF da der er tale om at hjernen fungerer på en anden måde end den gør hos mennesker uden autisme. Men man kan sætte ind med selvforståelse, relevante støtteforanstaltninger og evt. specialtilbud. Man skal også altid se på behovet for udredning og måske behandling af ledsagende vanskeligheder eller komorbide lidelser.
Yvonne Korsholm
Speciallæge i Børne- og ungdomspsykiatri
